Clara Tauson blev stoppet i 2. runde i sin sæson-debut i Tunesien mod erfaren professionel modstander, som afværgede et væld af danske fordele

15-årige Clara Tauson har benyttet pausen efter sidste års sæson-afslutning til at arbejde målrettet med både teknik og fysik, og i denne uge havde hun sæson-debut ved $15.000 grus-turneringen Hammamet Open i Tunesien, hvor hun tirsdag indledte med en double kamp sammen med Melania Delai (ITA).

Modstanderne var Jessica Ho (USA) og Lisa-Marie Maetschke (GER), der vandt opgøret 6-4, 6-3.
Kampen var dog en god anledning for Clara til at studre hendes første modstander i single nærmere, idet hun onsdag mødte Jessica Ho i en yderst jævnbyrdig kamp, hvor det var Clara der havde de afgørende marginaler på sin side, da hun vandt 7-6(5), 6-3, efter at Clara i 1. sæt havde været bagud 2-4, hvorefter hun brød rent tilbage.
Ved 5-5 afværgede amerikaneren derefter 3 break-muligheder og holdt serv til 6-5, men med et rent serveparti fik Clara sikret en tiebreak, som hun afsluttede med 4 vundne point fra 3-5.

I 2. sæt kom Clara bedst fra start med break til 2-0, og hun holdt serv til 3-0, hvor amerikaneren fik brudt tilbage til 2-3.
Clara genskabte forspringet med endnu et break til 4-2, men hun blev selv brudt lige efter, da hun ikke fik udnyttet en fordel til 5-2.
Clara brød herefter til 5-3, men da hun servede for kampen kom hun bagud 0-40. Hun fik afværget alle 3 break-muligheder og spillede sig derefter frem til sin første matchbold, men amerikaneren havde endnu en break-mulighed, inden det omsider lykkedes for Clara at lukke kampen.

Torsdag mødte Clara i 2. runde 5. seedede 25-årige Jelena Simic (BIH), der er no. 528 på WTA-ranglisten, hvor hun for halvandet år siden havde sin højeste rangering som no. 433.
Hun betegnes som en stærk og erfaren professionel spiller, der for et år siden vandt en titel i Hammamet.

Kampens 3 første partier var uhyre jævnbyrdige, og Clara havde i sit første serveparti 2 fordelt til at komme foran, og desuden afværgede hun 2 break-muligheder, inden hun kom bagud 0-1.
I modstanderens første serveparti havde Clara 3 break-muligheder, som ikke blev udnyttet, og da hun heller ikke fik udnyttet en fordel i sin egen efterfølgende serv, kom hun bagud 0-3, og det blev desuden 0-4, da Simic for første gang holdt serv efter at have ført 40-0 og 40-30.
Clara blev atter brudt til 0-5 fra 15-40, hvorefter hun omsider fik taget et break tilbage – endda rent, og hun havde derefter fordel til 2-5 i egen serv, men hun blev brudt igen og tabte sættet 1-6.

2. sæt startede også med 2 tætte partier, hvor Clara indledte med et break, og hun førte 40-0 i egen serv med mulighed for 2-0, men hun blev alligevel brudt til 1-1.
Simic vandt de to næste partier blankt, og hun bragte sig afgørende foran 4-1 efter endnu et tæt parti.
Det blev derefter 5-1 i kampens længste parti, hvor Clara havde 3 fordele til at holde serv, og selvom Clara derefter brød serv til 2-5, var det for sent, og Simic brød serven rent og vandt dermed 6-1, 6-2, som ciffer-mæssigt lyder meget sikkert, men reelt var det en yderst jævnbyrdig kamp.

Hovedformålet med at deltage i turneringer var dog både at vænne sig til igen at træne og spille kampe på grus, og Clara bliver et par dage længere og spiller nogle træningskampe, inden hun om kort tid drager til Brasilien, hvor hun er tilmeldt et par større junior-turneringer på grus – Grade 1, Banana Bowl i Criciuma, og en Grade A i Porto Alegre, hvor der i begge turneringer deltager over 20 fra top 100 på junior-ranglisten, hvor Clara er no. 60.

Efter hjemkomsten fra Brasilien har Tennisavisen fået tilsagn om en snak og orientering omkring Claras fremtidige setup efter klubskifte til KB.

 

 

Forrige artikelDagens kampe torsdag 8. februar: Wawrinka på banen i Sofia
Næste artikelDagens kampe fredag 9. februar: Livestream fra kvartfinale med Løchte kl. 1100
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.