Topseedede Andy Murray er højst overraskende ude af Australian Open efter nederlag til verdens nummer 50, Mischa Zverev. Fjerde runde blev også endestationen for femteseedede Kei Nishikori, der tabte til Roger Federer i fem sæt.

Mischa Zverev er mest af alt kendt for at være storebror til talentet Alexander Zverev, der i går pressede Nadal ud i fem sæt. Men i morges dansk tid var det storebror, der løb med opmærksomheden, da han chokerede alt og alle efter sejren over den britiske verdensetter, Andy Murray.

Tyskeren, der er nummer 50 i verden, spillede sit livs kamp ved konstant at søge mod nettet, og det fandt Murray aldrig et modsvar til. Zverev, der aldrig har nået længere end tredje runde ved en Grand Slam, vandt opgøret 7-5, 5-7, 6-2, 6-4 og er nu klar til kvartfinalen.

Overraskelserne fortsætter dermed ved dette års Australian Open. Først tabte den forsvarende mester, Novak Djokovic, i anden runde til verdens nummer 117, og nu er Andy Murray også ekspederet ud af turneringen. Det er samtidig den lavest rangerede spiller Andy Murray har tabt til i en Grand Slam siden Australian Open i 2006.

Det startede ellers som planlagt for Murray, der var foran med både 3-1 og 5-3 i første sæt, men Zverev holdt ved og fik brudt Murrays serv hele tre gange i løbet af sættet. Netop serven hjalp ikke britten, som den ellers så ofte gør, og i første sæt vandt han kun 25 procent af sine andenserver. Zverev fortsatte sit serv-and-volley-spil og vandt første sæt 7-5.

Der var glæde og lettelse at spore hos Murray, da han tog andet sæt 7-5, men allerede midtvejs i tredje sæt blev det klart, at det var Zverev, der var i kontrol. Hans konstante søgen mod nettet behagede ikke Murray, og selvom verdensetteren endte på 71 vindere og 28 uprovokerede fejl, var det ikke nok til at slå en Zverev i hopla, der dermed fuldendte sensationen. Zverev møder i kvartfinalen Roger Federer.

Federer imponerer igen

Og netop Federer leverede verdensklassetennis, da han i sidste runde besejrede Tomas Berdych, der var chanceløs mod schweizeren. Det overraskede mange, da Federer har haft et halvt års pause fra ATP-touren.

Nu stod han så over for endnu hårdere modstand i femteseedede Kei Nishikori, der i lang tid har været i glimrende form. Alligevel var det Federer, der trak det længste strå og vandt i fem sæt.

Det startede ellers godt for Nishikori, der kom foran 5-1 og ikke overlod meget initiativ til Federer. Men som så mange gange før var schweizeren ikke sådan at få ud af balance, og han formåede at få bedre gang i sit spil og kom på 5-5. Det endte med en tiebreak, hvor Nishikori var skarpest.

I andet sæt fik Federer bedre styr på sin førsteserv, og det gav japaneren store problemer. Herfra var det Federer, der svingede taktstokken i både andet og tredje sæt, mens Nishikori hele tiden var presset tilbage i defensiven.

Ved 2-2 i fjerde sæt fik Federer to breakbolde, og det lignede nu, at kampen var afgjort. Nishikori fightede dog videre og fik med næb og klør holdt sin serv. Det vendte kampen en smule, og pludselig lavede Federer to dobbeltfejl og en uprovokeret fejl. Nishikori fik breaket og vandt sættet, selvom han mod slutningen så slidt ud.

Nishikori havde brugt meget af opgøret på at være i defensiven og løbe fra den ene side til den anden, og det tog på kræfterne. Federer så derimod ikke ud til at være fysisk presset på trods af at være kommet ud i et femte sæt, og med det samme fik han brudt japaneren.  Han så sig ikke tilbage og sluttede med at have vundet imponerende 80 procent af sine førsteserver.

Wawrinka – den nye favorit?

Stan Wawrinka slog sig også videre til kvartfinalen, da han i tre sæt sendte Andreas Seppi ud af turneringen. Og med både Andy Murray og Novak Djokovic ude af turneringen spår mange eksperter Wawrinka til at være den nye favorit. Schweizeren, der er seedet fire, vandt turneringen tilbage i 2014 og er også den seneste vinder af en Grand Slam med sin sejr ved US Open sidste år. I kvartfinalen møder han Jo-Wilfried Tsonga, der i nat slog britiske Daniel Evans ud af turneringen i fire sæt.

Der er dog stadig et hav af gode spillere tilbage i turneringen, og den anden halvdel af fjerde runde bliver spillet i nat og i morgen tidlig dansk tid, hvor blandt andet Rafael Nadal møder Gael Monfils, mens tredjeseedede Milos Ranoic møder Roberto Bautista Agut. Alle kampene kan følges på Eurosport 1 og Eurosport 2.

Forrige artikelITF Junior Ecuador: Helena Francati i kvalfinale
Næste artikelTre australske tennisspillere er skyldige i korruptionssag
Daniel Nøjsen Fallah
Daniel Nøjsen Fallah er journaliststuderende på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han er tenniselsker, der drømmer om at dække verdens bedste sportsgren. Daniel har spillet tennis i 10 år, hvor både turneringer og trænergerninger har været på programmet. Særligt ATP-touren følges tæt, hvor favoritterne er Rafael Nadal og Frederik Løchte.