Skribenter fra Tennisavisen og medlemmer fra Wozniacki facebook-gruppe blev vist rundt på TV2 i Odense af Tennisredaktør Henrik Jensen

Efter at TV2 har fået rettigheder til at vise WTA tennis, som bliver vist på TV2 Sport og TV2 Play, har Tennisavisen ofte været i kontakt med Tennisredaktør Henrik Jensen, som bl.a. har informeret om de udfordringer, der er forbundet med at have rettigheder til flere sportsgrene, hvor der kan være sammenfald af live transmissioner, og man kun råder over en enkelt sportskanal.

Onsdag den 17. maj havde Henrik inviteret nogle af Tennisavisens frivillige skribenter til en rundvisning hos TV2 i Odense, hvor fire af skribenterne havde meldt sig som interesserede, og desuden var nogle af medlemmerne af Facebook-gruppen “Verdens bedste Wozniacki” inviteret til at deltage, hvilket både S. Allan Mansour og Vivi Thinter gerne ville.
Desværre blev to af Tennisavisens skribenter forhindret i sidste øjeblik, og derfor var delegationen begrænset til Leif Hørgren Mortensen, der som regel beretter om Caroline Wozniackis kampe i Tennisavisen og Ole Dalsgaard Jensen, samt Allan og Vivi.

Henrik Jensen, Leif Hørgren Mortensen
Foto: Tennisavisen – Henrik Jensen og Leif Hørgren Mortensen

Mens Leif selv kørte fra Vejle til Odense, kørte Ole onsdag morgen i sin Ford Fiesta fra hjemmet på Amager til Vestamager Metrostation, hvor Allan blev samlet op, og derefter var aftalen, at vi skulle mødes på rastepladsen ved Karlslunde, hvor Vivi ville ankomme i bil ca. 0845.
Da der var masser at tennis snak på vejen til Karlslunde, missede vi frakørslen og måtte derfor køre fra i Solrød og tilbage til Greve for igen at komme ind på det sydgående spor, så vi ca. 5 minutter forsinket kunne møde Vivi, og efter et hurtigt blik på hendes parkerede bil kunne det hurtigt konkluderes, at der nok var bedst plads i Fiesta’en, hvor Allan dog måtte rykke sædet frem, så der kunne blive plads, selvom Vivi ikke er specielt langbenet.

Turen til Odense forløb uden flere komplikationer, og på det aftalte tidspunkt kl. 1030 blev vi modtaget af Henrik Jensen, og vi fik samtidig hilst på Leif, og alle blev udstyret med gæstekort.

Martin Gottschalck Rasmussen
Foto: Tennisavisen – Martin Gottschalk Rasmussen

Efter planen skulle TV2 Sport sende tennis fra Rom fra kl. 11, og ifølge planen skulle Martin Gottschalk Rasmussen fungere som studievært med Patrik Wozniacki som medkommentator fra Odense studiet, som seerne ofte har set i forbindelse med optakt.

Caroline Wozniackis kampe bliver altid kommenteret fra dette studie, som var blandt de første ved rundvisningen, men det blev dog ikke benyttet denne dag, idet planerne var ændret med kort varsel, så Patrik i stedet sad i et studie på Teglholmen ved København, og Martin sad i en “Off Tube box”, hvor gæsterne fik lejlighed til at hilse personligt på Martin.

Han fortalte lidt om, hvordan han forbereder sig til transmissionen, så han kan fortælle om spillernes meritter og indbyrdes møder og om turneringen generelt, og på en computer med internetforbindelse kan han hurtigt finde oplysninger, hvis der er brug for at finde svar på spørgsmål.

Martin viste også en knap, som han kan trykke på for at fjerne studielyden, hvis han pludselig får et hosteanfald, og han forklarede hvordan der tælles ned forud for et eventuelt interview fra en reporter på spillestedet.
Ofte er det mest praktisk, at en medkommentator er placeret i København, hvor Michael Tauson har job som Sportschef i HIK, og Frederik Løchte Nielsen har siddet i samme studie, fordi det skulle passe med hans træning i Lyngby, så det er ikke altid, at medkommentatoren kan sidde i Odense, selvom det for det meste tilstræbes.

Netop fordi ekspert-kommentatorerne ofte har andre job kan der være brug for at udvide kredsen, og derfor har Karina Ildor Jacobsgaard været med som ekspert en enkelt gang.

Vivi Thinter, Martin Gottschalck Rasmussen
Foto: Tennisavisen – Vivi Thinter og Martin Gottschalk Rasmussen

Næste post på rundvisningen var “Afviklingen”, hvor en operatør sad med flere skærme og kontrollerede, at alt forløber planmæssigt. I samme lokale sad en “tekst’er”, som sørger for, at et eventuelt interview bliver tekstet, hvilket ofte kan være klart 5-6 minutter efter, at et interview efter en kamp er modtaget.

På rundturen kom gæsterne også forbi studier, hvor der produceres nyheder til både TV2 og News, og der var et indslag på live fra centret, hvor der produceres indslag til sportsnyhederne og bl.a. programmet Kontra.

Opfordring til mere fokus på Dansk tennis

Henrik Jensen blev opfordret til, at der i Kontra også bliver lavet indslag om den generelle situation for Dansk tennis, hvilket set fra Tennisavisens synsvinkel forekommer at være helt naturligt, da TV2 Sport efter overtagelsen af rettighederne til WTA-tennis når ud til et stort tennis publikum, som på grund af manglende bevågenhed fra de landsdækkende medier ved meget lidt om de øvrige Danske tennis-talenter, og hvad der gøres i Dansk tennis for at de får optimale betingelser for at gøre sig gældende på højt internationalt plan.

Henrik svarede, at TV2 Sport ikke umiddelbart har planer om at lave særskilt omtale af Dansk tennis, hvilket han tidligere har begrundet med, at der i Danmark ikke er tilstrækkelig interesse for tennis, når man lige ser bort fra Caroline Wozniacki.

Efterfølgende har Henrik uddybet med denne kommentar:
“TV2 Sport ville meget gerne gøre mere ud af dansk tennis, men det kræver desværre bedre resultater på den internationale scene for at vi sætter fokus på dansk tennis. Og lige nu er der ikke særlig høj kvalitet i f.eks. DM for seniorer, når en lang række spillere ikke stiller op. Og DM-slutspillet for hold har absolut ikke en TV – venlig struktur. Der er for mange lange kampe og slutspillet bliver ofte afviklet under triste forhold, hvor der stort set ikke er nogle tilskuere til de afgørende kampe om medaljer.”

Til gengæld kan der være udsigt til mere fokus på kommende talenter, hvis de vel at mærke leverer internationale topresultater,  ifølge denne afsluttende kommentar fra Henrik Jensen:
“Men vi er opmærksomme på de dygtige juniorspillere vi heldigvis har i Danmark, og de vil få TV opmærksomhed, når de forhåbentlig skal spille store turneringer som junior Grand Slams.”

Gæsterne kom også forbi vejr-studiet, hvor Per Christiansen gav en orientering, og han stillede beredvilligt op til fotografering.

Vivi Thinter, Per Christiansen
Foto: Tennisavisen – Vivi Thinter og Vejr-vært Per Christiansen

Spørgsmål til Patrik Wozniacki over mobiltelefon

Der blev dog alligevel mulighed for også at hilse på Patrik Wozniacki, men på grund af teknik, der drillede, foregik det ved hjælp af en mobiltelefon, da Henrik ringede ham op og satte højttaler på, og Patrik svarede derefter beredvilligt på en række spørgsmål fra gæsterne.
Forinden fortalte han, at han altid har elsket at se tennis, og da han fik tilbuddet fra TV2 Sport var det nærliggende at prøve det af i en prøveperiode, hvor han synes at det har fungeret godt og er blevet bedre og bedre, og han er glad for, at TV2 synes, at han kunne være en spændende profil at gøre brug af.

I forbindelse med ansættelsen blev der i Presselogen sat spørgsmål ved, om det var en god ide, da der kunne opstå loyalitets-konflikt, når han skulle kommentere sin søsters indsats på tennisbanen.
Patrik føler ikke, at det været tilfældet, da han ikke siger noget, som han ikke kan stå inde for, og han har måske nogle gange været lidt hård ved sin lillesøster, men det har altid været sagt med kærlighed, fordi han ved, at hun kan præstere bedre.

Han synes det var lidt ærgerligt, at nogle kommentarer på et tidspunkt blev taget lidt ud af kontekst i medieomtalen, men der er blevet talt om, hvordan disse situationer håndteres, så medierne ikke får lov til at spinde guld på ting, som de kan begynde at nage Caroline med, og her synes Patrik, at der er fundet en god balancegang angående hvordan tingene bliver sagt.

Det er Patriks oplevelse, at både TV2, Caroline og hendes far er godt tilfredse med, hvordan samspillet foregår, og reaktionerne fra debat-deltagere i tennis-grupper på de sociale medier tyder også på, at der sættes pris på Patriks indsats som medkommentator, da han kan bidrage med mere insider-viden om mange af spillerne, som han har et personligt kendskab til.

Han erkender, at han ikke er helt så skarp som ekspert-kommentatorerne på det tekniske og taktiske, da han ikke selv har spillet på højt niveau, men han har dog fulgt spillerne så meget, at han har fået en god forståelse for, hvad de gør rigtigt og forkert.

Vivi Thinter benyttede lejligheden til at fortælle Patrik om hendes oplevelse, da hun overværede et par kampe med Caroline i Prag, både hvor hun vandt over Misaki Doi og tabte til Jelena Ostapenko, hvor hun især bemærkede, hvor hurtigt spillet foregår, når man ser det live. Vivi havde stor ros til Patrik for hans kommentering, og især at han kunne give en indsigt, som seerne ellers ikke vil få.

Vivi fremhævede desuden en situation i Carolines seneste kamp mod Carla Suarez Navarro i Madrid, hvor hun efter et skænderi med sin far ved et sidebytte gik ud og “gav den hele armen” og vandt 2. sæt, og hun kunne have ønsket, at hun havde taget et nyt skænderi før 3. sæt, så hun også kunne have vundet det.

Patrik fornemmede i den kamp, at gassen gik af ballonen, da Caroline ikke fik udnyttet 40-0 ved 2-2 i 3. sæt, og da hun dagen før havde spillet en meget lang kamp, var der tilsyneladende ikke den fornødne energi til at kæmpe sig tilbage. Han betragter det dog ikke som nogen katastrofe, at hun tabte i 2. runde i Madrid, da det største mål for grus-sæsonen er French Open.

Leif Hørgren Mortensen stillede et “drilsk” spørgsmål, da han med henvisning til flere såkaldte “tennis-mom’s” blandt Carolines veninder – Viktoria Azarenka, Serena Williams, Flavia Pennetta og Ana Ivanovic – da han spurgte, om Caroline også selv begyndte at tænke i sådanne baner.

Patrik påpegede at de fleste af de nævnte er noget ældre en Caroline og derfor et lidt andet sted i livet, og da Caroline først bliver 27 år til sommer, tror Patrik at hun nok venter nogle år endnu, og desuden har hun først for nylig fået en ny kæreste.
Selvom Caroline tidligere har sagt, at hun godt vil være “ung mor”, tror han dog ikke, at hun vil være så “ung ung mor”, at det ligger lige om hjørnet.

Derimod tror han tror på, at der kan vente nogle rigtig gode resultater til hende de næste halvandet års tid, og han ser især frem til sæsonen på hard court, hvor hun plejer at præstere bedst, mens grus traditionelt ikke er hendes favorit underlag.
Patrik håber derfor ikke, at Caroline overvejer at stoppe allerede, men i så fald kan man ikke bebrejde hende, hvis hun gerne vil leve et mere almindeligt liv, og hun har jo præsteret mange store resultater allerede.

Leif omtalte en periode, hvor Caroline spillede mange kampe og nogle gange 2 kampe samme dag, fordi der havde været mange regnvejrs afbrydelser, og han kunne tænke sig at vide, hvordan det belaster kroppen.
Selvom Caroline er i god form, påpegede Patrik at de mange kampe bevirkede, at hun til sidst var “gasset ud”, da der blev for kort tid til at restituere og få sovet tilstrækkeligt. Desuden tilbragte Caroline mange timer på anlægget som følge af udsættelser på grund af regn, hvilket også er mentalt belastende, da det var næsten dagligt hun måtte vente og vente på at spille.

S. Allan Mansour spurgte, hvordan det er at “stå i skyggen” af sin lillesøster.
Patrik mener ikke, at det giver mening at sammenligne ham med Caroline på det sportslige, da det i princippet svarer til at sammenligne ham med fodboldspillere lige under Ronaldo.

Patrik føler ikke, at han har stået i skyggen af Caroline, tværtimod er han glad på hendes vegne, og har han været med til at støtte hende fra siden, ligesom resten af familien også har støttet ham i hans fodbold-karriere i en Superligaklub med over 100 kampe i både 1. og 2. division, hvilket en ganske almindelig dansk familie formentlig – ligesom Patriks forældre – også ville være stolte af, men da han tilfældigvis har en søster, der har været no. 1 i Verden to år i træk og har vundet utallige turneringer og tilhører Verdens bedste spillere, kan det slet ikke sammenlignes, ligesom man heller ikke kan sammenligne en almindelig ansat i Fakta med direktøren i Mærsk.

Patrik kunne meget tidligt se, at der kunne være noget stort på vej, som ikke var set før i Dansk tennis, da Caroline bl.a. vandt UM for U12 uden at tabe et parti, vandt senior DM som 14-årig, og var no. 2 i Europa og no. 2 hos ITF samt vinder af junior Wimbledon.

Vivi Thinter, Henrik Jensen
Foto: Tennisavisen – Henrik Jensen og Vivi Thinter

 

Forrige artikelNye folk vil nyfortolke Leschly Cups unikke historie
Næste artikelMark Frøslev cheftræner i Lyngby Tennisklub
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.